Retningslinjer for sukker
Læs bestyrelsens retningslinjer for uddeling og for servering af sukkerholdige fødevarer i Jægerhuset. Disse er revideret i september 2023
I Jægerhuset har vi et ønske om, at børnene lærer at omgås alle typer mad med sund fornuft. Dette ønsker vi at opnå ved, at de møder alle slags fødevarer i deres dagligdag og ved at de lærer at noget mad er vigtigt i hverdagen for at opbygge en sund krop, men at der i en sund kost også er plads til fødevarer indeholdende sukker.
Vi ønsker ikke at lære børnene om sund og usund kost, men at de lærer det perspektiv, at alt kan indgå i en varieret kost. Jægerhusets madordning er baseret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og dermed ved vi, at alle børn får serveret et næringsrigt måltid til deres frokost. Derfor har vi ikke en nul sukker- politik og børnene vil få serveret sukkerholdige fødevarer i dagtilbuddet.
Vi har i bestyrelsen udarbejdet nogle retningslinjer for sukker til fx fødselsdage og fejringer i huset, som forhåbentlig er en hjælp til at tydeliggøre holdningen til sukker i huset.
Det er vigtigt at alle forældre i Jægerhuset ved at:
- Der bliver i Jægerhuset serveret fødevarer indeholdende sukker ved højtider og festlige lejligheder, det kan fx være: til jul, til fastelavn, til Sankt Hans, til fødselsdage, til vores Gallafest og til Halloween.
- Til fødselsdage bestemmer forældre og barn selv hvad der medbringes, men at vi henstiller til, at der kun uddeles én ting, fx kage, frugt eller en figenstang. Hvis I medbringer flere ting, vil børnene få en af tingene i Jægerhuset og resten får børnene med hjem. Barnet deler ud til sin egen gruppe, med undtagelse af i højsommeren hvor vi er sammen både børnehave og vuggestue. De voksne kan hjælpe med antal børn, der skal deles ud til.
- Vi afviser ikke børn der medbringer noget hjemmefra til at dele ud, da børnene har glædet sig til dette. Det betyder, at der indimellem kan være to fejringer på en dag eller at der kan være nogen der har noget med en almindelig dag eller i skovugen.
- På en varm sommerdag kan vi godt finde på at servere en is eller et glas saftevand, for at sikre børnenes væskeindtag.
Vi henstiller til at:
- Der tænkes over børnenes alder og Sundhedsstyrelsen anbefalinger til sukkerindtag. Det betyder, at vi gerne ser, at mængden af sukker, især i vuggestuen, ikke er stor. Det kan for eksempel efterleves ved at personalet sørger for at børnene kun får et lille stykke af en kage og ved at forældrene sørger for kun at medbringe én ting til at dele ud.
- Det er en stor hjælp hvis fødselsdagsfejringer koordineres med personalet, så vi ikke fejrer flere fødselsdage på samme dag. Derfor henstiller vi til, at I henvender jer til personalet i god tid, så vi får aftalt en dag, vi kan fejre jeres barn.
- At børnenes madpakker indeholder mad der er mættende og giver energi til dagen. Vi henstiller til, at der altid er noget der mætter godt og er energitæt fx rugbrød, pølsehorn, pizzasnegl eller en grovbolle. Vi ved af erfaring, at børnene vælger det der er indpakket og farverigt før alt andet, så det er en god ide at begrænse, hvor mange snacks der er i madpakken.