Læreplanstemaer

Læreplanstemaer i løbet af dagen.

Alle læreplanstemaer er i brug hver dag, allerede ved barnets ankomst sammen med forældrene.

  • Børn starter deres dag ved selv at gå ind af lågen. Alt hvad jeg kan selv, gør jeg selv. Her er læreplanstemaer 1,2 og 4 i brug.
  • Ved frokosttid når alle sidder ned, kan barnet vælge mellem forskellige muligheder mellem den mad der er på bordet. De venter på tur, taler sammen, beder om det de har brug for, mærker efter om de er mætte eller mere sultne, laver aftaler om den efterfølgende leg udenfor eller indenfor, øver finmotorikken, øver sig i at konversere og være hjælpsomme. Her er læreplantemaer 1,2,3,4 og 5 i brug.
  • I legen er der mulighed for at frigøre sig fra virkeligheden og dens begrænsning. Legen udvikler sig konstant og børns opbygning af leg kan være forskellig. I rollelege benytter børnene sig af at kopiere den virkelige verdens forskellige roller. I legen kommer mange følelser i brug, blandt andet glæde, frustration, vrede, lettelse og fællesskabsfølelsen. Det er i hverdagens mange forskellige sammenspil med andre at der sker en udvikling og barnets fantasi og indre glæde og andre følelser får frit løb. Her er læreplanstemaer 1,2,3,4,5 og 6 i brug.
  • I vores traditioner, som både er gamle og nye som kommer til, viderefører og videregiver vi vores kulturarv og skaber genkendelsens glæde. Vi mener, at det er vigtigt at børn får den viden som ligger bag en tradition, og derfor forsøger vi altid at fortælle om f.eks hvorfor vi afholder Luciadag, fastelavn osv. Voksnes fortællinger om traditioner eller lege, har betydning for børnenes opfattelse af ”gamle dage” og den fælles kultur vi er bundet sammen af. Her er læreplanstemaer 1,2,3,4,5 og 6 i brug.

I alle dagligdags aktiviteter i Jægerhuset, er læreplanstemaerne i brug. I perioder i løbet af året, sætter vi mere fokus på enkelte læreplanstemaer og går i dybden med dem. Vi har blandt andet skovuger, hvor en gruppe af børnene på skift afleveres og hentes af forældrene ude i skoven. Her er der fokus på natur og naturfænomener.